Forudsætninger
7 betingelser for at opnå støtte
Fonden ønsker at få hjælpeindsatsen ud til flest mulige modtagere, skabe
størst mulig værdi for dem og opnå mest mulig opmærksomhed omkring
Rotaryklubbernes arbejde. Derfor stiller Hjælpefonden en række betingelser
for at yde støtte til projekterne.
1
I har pengene på forhånd
Hvis klubben først skal indsamle penge for at kunne realisere projektet,
skal denne indsamling være tilendebragt inden klubben søger om en
projektbevilling.
Offentlige indsamlinger kræver tilladelse som du kan søge om på
Hjælpefondens ansøgerportal (se mere under 6.a).
2
Projektet er i forberedelsesfasen, når I søger
Det er bedst at få tilsagn fra Fonden inden I skaber forventninger hos
modtagerne om senere støtte. Derved bringes ingen i forlegenhed.
Vi ønsker godt forberedte, originale projekter hvor Fondens bidrag er
tænkt ind fra begyndelsen.
3
Størst muligt engagement fra klubbens side
I lyset af støtteformål og -modtager ønsker vi størst mulig involvering
fra klubbens side. Vi ønsker ydermere at Fondens bidrag skal være
væsentligt for at kunne gennemføre projektet.
Derfor støtter Hjælpefonden ikke donationer. En donation er en ren
pengeoverførsel uden nærmere betingelser eller øremærkning, og uden
noget reelt engagement fra klubbens side.
Derfor afvises også støtte til f.eks. Shelterbox og andre bokssystemer,
Rotarys globale indsamlinger mm.
Julehjælp er dog undtaget. Her accepteres donationer,
men klubberne tilskyndes fortsat til at engagere sig i at levere hjælpen.
4
Rotary rules!
Klubben må gerne samarbejde med andre organisationer om et projekt
(Se afsnit 6c). Vi beder imidlertid om at projektet etableres,
administreres og leveres af Rotary.
Det må gerne være en udenlandsk Rotary-enhed, og der kan også være
samarbejdspartnere involveret i leverancen, men Rotarys aftryk skal være markant.
5
Vi støtter projekter, ikke organisationer og enkeltpersoner
I overensstemmelse med reglerne for donationer, støtter vi ikke andre
organisationer direkte. Vi støtter et konkret formål, som sagtens kan
realiseres sammen med andre nationale eller internationale NGO’er,
men da i overensstemmelse med forudsætning 4.
Fondens bevillinger kan ikke anvendes som et legat eller en præmie.
Det glæder kun den ene person, skaber ingen varig forandring og fremmer
ikke den projektaktivitet som Fonden ønsker.
Vi støtter heller ikke udgifter til rotarianeres og andre medlemmer af
projektgruppens rejser, ophold eller forplejning, lige som udgifter til
rene sociale formål, skal afstemmes med Rotarys værdier og Firepunktsprøven.
6
Pengene går til forandring eller aktiviteter
Både Hjælpefonden og Rotary Foundation ønsker at skabe varige
forandringer. Når Rotary er ”gået hjem”, skal projektet stadig stå.
Vi støtter f.eks. anskaffelse af materiel, indretning, produktion,
visse former for opkvalificering og aktiviteter til fordel for et
værdigt behov. Ved tvivl, kontakt distriktsrepræsentanten i dit distrikt.
Derfor støtter vi ikke omkostninger til drift, administration og
aflønning. Den slags omkostninger har det med at forsvinde i helheden
og skaber ikke den for Rotary ønskede opmærksomhed.
Hjælpefonden kan dog godt støtte honorar til specialister eller eksperter,
der indgår i projektleverancen og uden hvis assistance formålet fortabes.
7
Ingen gentagelser
For at få mest mulig støtte ud til flest mulige modtagere, ønsker vi ikke
at tilgodese det samme formål for samme ansøger år efter år. Der må ikke
”gå automatik” i støtten fra Hjælpefonden.
Klubben må gerne støtte samme modtager igen, men da med et andet formål.